Hanefjeds tern

ben

Kjole: Zara ( I butikkerne nu )     Sko: Deichmann

Torsdag-fredag var vi på et lille kroophold på Kryb i ly kro, og det var jo en perfekt anledning til at hoppe i min nyindkøbte kjole.

Egentlig ville jeg have taget billeder udenfor i det fine vejr, men det ternede gulvtæppe på værelset og i opholdsstuen passede bare så fint til min kjole, så der endte billederne med at blive taget. De er lidt anderledes end mine normale outfitbilleder, især fordi de fleste er selfies.

selfie

Kjolen er ikke en graviditetskjole, så jeg blev selvfølgelig nød til at købe den, når jeg endelig fandt noget almindeligt tøj, som jeg kunne passe 🙂

Og altså, endnu en gang må jeg slå et slag for Zara, som bare er min aller mest yndlingsbutik. Jeg kan simpelthen altid finde noget dér, som jeg bliver nød til at eje. Sammen med denne her kjole kom jeg hjem med endnu en kjole og den fineste skjorte.

Faktisk købte jeg også en lille fin skjorte til baby i Zara, selvom udvalget til babyer (især drenge) faktisk ikke var imponerende stort i butikken. Men skjorten var simpelthen så fantastisk, så den skulle jo selvfølgelig med hjem.

Nå men, jeg er altså totalt vild med kjolen, og jeg er sikker på, at den nok skal blive en favorit i garderoben.

Her har jeg den på til strømpebukser, men jeg synes også, den er super fin udover et par jeans, så den har mange anvendelsesmuligheder.

spejling

Tern er et kæmpe hit i øjeblikket, selvom det næsten er blevet et klassisk mønster, så hitter det lidt mere lige nu end ellers. Så hvis du snart skal ud og shoppe lidt, så kig endelig efter lidt tern til garderoben.

Opholdet var i øvrigt super hyggeligt og afslappende, og det var bare skønt at komme lidt væk fra hverdagen, spise god mad og svømme i poolen.

krop

skak

   

Kan De li´ østers?

osters

Indtil for få dage siden, der vidste jeg ikke, om jeg kunne lide østers. Og det ved jeg faktisk stadigvæk ikke rigtigt, for jeg har stadig ikke været modig nok til at smage en hel neutral østers.

Man må ikke sige, at man synes noget mad er klamt, men det synes jeg faktisk lidt det er. Men da vi i lørdags var ude og spise til T´s fødselsdag, og han fik østers som en af retterne, der overtalte ham mig til at smage. Jeg kunne ikke få mig selv til at smage den første, som var helt “au naturel” men den anden, som var gratineret med parmesan og persille fik jeg smagt lidt af. Faktisk må jeg indrømme, at den mest af alt smagte af gratineringen, så jeg ved altså stadig ikke, om jeg kan lide østers. Men den var ikke “ulækker”, som man ikke må sige om mad, men som jeg nok havde forventet, at den ville være.

Men jeg har stadig ikke fået mod på at spise en frisk fra skallen, så det er ikke sikkert, at jeg nogensinde får det prøvet. Jeg er ellers fortaler for, at man smager på maden og udvider sin horisont 🙂

Herunder ses til gengæld mine tre lækre retter fra aftenen, mums hvor var det noget lækkert mad. Vi spiste på Brasserie B på Hotel Britannia her i Esbjerg, så hvis du ikke lige er her fra byen, men på mystisk vis skulle komme forbi Esbjerg en dag, så er det bestemt et sted, der kan anbefales.

forret

Forret:

Jomfruhummer og asparges med nordsørejer og chiffon på hollandaise.

hovedret

Hovedret:

Filet af sommerbuk, ærter a la francaise, ærteskud, nye kartofler og vildt sauce.

dessert

Dessert:

Jordbær og gran dessert.

Min favorit ret var nok desserten, som simpelthen var alt for lækker. Friske danske jordbær, brioche og tonka is. Aldrig før havde jeg hørt om tonka, som åbenbart er en form for bønne, a la en kaffebønne, som man kan tørre og bruge til is. Smagen var helt for sig selv, men kan måske bedst beskrives lidt som mandler/marzipan.

Hvis du aldrig har smagt tonka is, så synes jeg bestemt, du skal prøve, hvis du på et tidspunkt får chancen. Mums.

Empties juni

juli

sponsoreret

En ny måned er overstået, og det betyder jo, at det er tid til at vise jer de produkter, jeg fik brugt op i løbet af juni måned.

Der er ret så mange produkter på billedet, hvis jeg selv skal sige det 🙂

Lad os starte med de 4 lipgloss, for det kræver jo ikke en lup for at se, at de ikke er tomme. Men jeg har tidligere nævnt mit projekt omkring at få ryddet ud i mine (alt for) mange læbeprodukter, og de er lipgloss var så de første der blev testet, og derefter måtte lade livet.

Jeg er mere til læbestift end lipgloss, og hvis en gloss den klistre, så står jeg helt af. Jeg brydes mig ikke om at have det på læberne, og mit hår sidder fast i det. Nej det er ikke mig, og de her smager faktisk heller ikke godt. Så i skraldepanden med dem.

Til gengæld så er lipglossen fra New Kid Cosmetics helt fantastisk. Den er flot, den klistre ikke, og smager ikke rigtig af noget. Så den er nu tom, fordi jeg har været så glad for den.

Deodorant fra Rexona: Et kedeligt hverdagsprodukt, som man jo bare tømmer med jævne mellemrum. Jeg har i mange år brugt deodoranter fra dove, men er nu gået over til Rexona. Men faktisk overvejer jeg at skifte tilbage, da jeg især her på de lune dage ikke har været helt tilfreds med effekten.

Schwarzkopf got2be hairspray: En mega gammel sag som jeg har haft i skabet i meget lang tid. Jeg har brugt lidt af den en gang i mellem, men af en eller anden årsag så har jeg aldrig fået tømt den. Det er nu sket, og det er faktisk en rigtig fin hårspray.

Makeup Factory Eye Makeup Remover: En lækker øjenmakeupfjerner, som jeg har været rigtig glad for. Meget mere er der ikke at sige om den.

Pommist Hydration Spray fra Jane Iredale: En fugtgivende spray til ansigtet, og den slags er jeg kæmpe fan og storforbruger af. Den her har været ganske god, men dog har jeg ikke været helt fan af duften.

KEVIN.MURPHY RE.STORE: En super lækker hårkur, som jeg har brugt med jævne mellemrum, når mit hår har trængt til lidt ekstra pleje. Den er jeg virkelig vild med, og den kunne jeg nemt finde på at købe igen. (Ja, jeg ved godt, at jeg ikke må købe nyt, før jeg får ryddet ud i de mange produkter, jeg allerede har stående. Projektet er i fuld gang)

DM Skin Care Herbal Toner & Facial 2in1 Cleanser: Et lille rensesæt til ansigtet, som jeg egentlig har været rigtig glad for. Min hud har været godt tilfreds med produkterne, og jeg har ikke bøvlet med min hud, så den har tydeligvis også kunnet lide produkterne. Dog vil jeg lige nævne, at Cleanseren ikke dufter særlig godt efter min mening.

Toni&Guy Conditioner: Produktet fejler intet, det er rigtig godt til mit hår. Men det er en af de slags emballager, hvor man skal bøvle med at få produktet ud, og det har jeg bare ikke tålmodighed til. Til gengæld har den en kæmpe åbning, så når man endelig får noget produkt ud, så vælter det ud, hvilket gør, at man bruger alt for meget. Det er altså ikke optimalt.

Det var en lille gennemgang af de produkter, jeg fik tømt i juni måned. Jeg kan (næsten) se, at jeg har fået lidt færre produkter i skabene, så det går da den rigtige vej. Snart må jeg købe nye lækre produkter 🙂

Selvfølgelig køber jeg enkelte ting, mens jeg er i gang med det her projekt for at få tømt ud, men jeg køber kun ting, som jeg absolut ikke kan undvære, og hvor jeg ikke har noget stående i skabet, som kan det samme. Det er simpelthen nødvendigt for at få tømt ud i de mange produkter, jeg har stående.

 

   

Little Black Dress

ned

Der har godt nok været stille på bloggen det sidste lange stykke tid va? Det beklager jeg, men der har bare været så meget at se til…

Graviditeten sætter efterhånden sine spor på min krop, og jeg kan virkelig mærke, at energiniveauet ikke er, som det plejer at være. Rent fysisk er mange ting også blevet lidt mere besværligt, og jeg bliver hurtig øm i kroppen.

Men ved I hvad? Det gør slet slet ingenting, for jeg elsker at være gravid. Jeg elsker at se min mave vokse, og jeg elsker at mærke vores lille babydreng bokse rundt inde i min mave. Jeg mærker ham hver dag, og jeg kan nærmest mærke, at han bliver stærkere dag for dag. De små spark og puf bliver i hvert fald kraftigere og kraftigere.

Og så pyt med, at tøjet strammer, der er blevet langt ned og binde mine snørebånd og hænder og fødder er begyndt at hæve.

Billederne her er taget den dag i forrige uge, hvor T og jeg var ude og fejre vores bryllupsdag. Kjolen er en ældre sag fra H&M, og det er vidst ved at være slut med at klemme sig ned i den 🙂

Støvlerne er fra Mango og er heller ikke nye, men nogle jeg har fået af T i gave på et tidspunkt. Tasken fra Kenzo X H&M samarbejdet er en gave fra verdens sødeste veninde.

Vi havde den skønneste aften, og jeg fik da også lige taget et enkelt billede på tagterassen på restauranten. På billederne er jeg i uge 21 af graviditeten, og i dag er jeg i uge 23. Helt præcis er jeg  22+6, og i morgen går jeg ind i uge 24. Jeg synes, det går vildt stærkt, men samtidig er jeg også klar over, at der er lang tid endnu, og tænker på, hvor stor min mave (og jeg) kan nå at blive inden baby kommer ud 🙂

Det er mig de kalder hvalen!

op tag grin

Loftet Fine Dining

risengrod

På tirsdag kan T og jeg fejre 2-års bryllupsdag. De er vildt, som tiden flyver afsted. Selvom der er sket meget de sidste to år, så føles det ikke som særlig lang tid siden, jeg gik sammen med min far op af kirkegulvet, sagde ja til T, og spiste den lækreste bryllupskage, som min mor havde lavet.

Vi tog i år lidt forskud på bryllupsdagen, og var ude og spise i fredags for at markere dagen. Vi havde simpelthen den hyggeligste aften, og jeg har masser af billeder af maden, mit outfit og min makeup. Faktisk så har jeg så mange billeder, at jeg deler det op i hele tre blogindlæg. Det første her kommer derfor til at handle om maden.

Jeg er på ingen måde madanmelder eller madfotograf. Men jeg ved, hvad jeg kan lide, og synes efterhånden, jeg har en del madoplevelser at sammenligne med. Så derfor får i her mine billeder og mine meninger om maden.

Vi spiste på Loftet Fine Dining i Esbjerg, som er en næsten nyåbnet restaurant i det gamle posthus, som er blevet totalrenoveret, og nu indeholder 3 restauranter og en natklub.

Stedet er blevet så flot, virkelig en imponerende renovering, som jeg er helt vild med.

Nu til menuen. Man kan vælge mellem 6 eller 8 retter med eller uden vinmenu. T fik vinmenu og jeg fik rabarbersaft og solbærsaft. Egentlig havde jeg bestemt mig for, at jeg ville have 6 retter, da de to ekstra retter i 8 retters menuen var henholdsvis lam og ost, som ikke lige er mine stærke sider. Men T fik mig overtalt, og vi endte med de 8 retter.

Hver måned starter menuen med bobler og snacks, og i denne måned er det en kiks af poppede ris med brunet smør og kanel. Det smagte fuldstændig som risengrød, og var ret sjovt. Jeg fik en hyldeblomstsaft i stedet for bobler, og selvom jeg var helt vild med den snack, så synes jeg måske, at det var lidt tamt at tælle den med som en ret.

laks

Jeg beklager, at billederne ikke står helt skarpe, men der var ikke det bedste lys på restauranten 🙂

Den næste ret, som jeg vil kalde den første ret var Laks-Citron-Broccoli, som var vildt lækkert. Virkelig noget af det bedste laks jeg har fået, men stadig en lidt ordinær ret. Ikke at jeg synes, maden behøver være voldsomt specielt, fordi der er tale om Fine Dining, men det er nu alligevel lækkert, når der er et lille tvist af noget anderledes.

kal

Spidskål-Æbler-Honning var det næste på menuen. Æble var i form af de små tapioka perler, der gjorde retten lidt anderledes sammen med de grønne jordbær. Det smagte lækkert, men blev alligevel lidt meget kål til sidst. Jeg var ret vild med honningen sammen med spidskålen, og det er bestemt noget jeg nu kan finde på at efterligne herhjemme.

avokado

Avokadois med lakrids og maltdrys var en ganerenser, som ikke var en del af menuen. Elsker den form for overraskelser, som ligesom også hører til, når den nu står på Fine Dining. Egentlig kunne jeg ikke særlig godt lide den her ganerenser, men jeg var vild med den, fordi den var anderledes, og ikke mindede om noget, jeg tidligere havde prøvet. Det er ting som dette, der gør, at jeg elsker at gå ud og spise.

okse

Første hovedret var Okse-Triologi af gulerødder, som var det lækreste kød. Nøj, det smagte godt. Faktisk er det virkelig sjælden, at jeg er total pjattet med kød, det er som regel tilbehøret, jeg er mest begejstret for. Men i den her ret var kødet virkelig hovedpersonen og så kunne gulerødderne egentlig være lige meget.

lam

Lam-Asparges-Sød kartoffel var et sats for mig. Jeg har aldrig før selv bestilt lam, og de gange jeg har smagt det, har jeg faktisk ikke været vild med det, så jeg forventede ikke, at jeg kunne lide det her heller. Men det kunne jeg faktisk godt. Man kan jo blive overrasket. Tilbehøret var jeg så til gengæld ikke helt pjattet med. Asparges rullet i noget aske og med en puré af sød kartoffel til. Det blev lidt for meget med det aske, selvom ideen var ret sjov.

Efter lammet kom der endnu en ganerenser, som jeg af mystiske årsager ikke fik taget billede af. Denne gang var det en cava granité, som smagte helt fantastisk. Virkelig lækker.

ost

Jeg kan godt lide ost, men langt fra alt ost. Og det er en af de få ting, som jeg ikke nødvendigvis har lyst til at smage på. Jeg mener ellers generelt, at man bør smage på alt mad, men der er dog nogle få undtagelser, som for eksempel den her blåskimmel, som jeg altså lige sprang over. Til gengæld var de andre to helt fantastiske. Alle tre oste var fra Arla Unika, som T tidligere har prøvet en anden rigtig god ost fra. Dog kan man ikke købe Arla Unika oste ret mange steder, så det må blive en af vores små udflugter i vores kommende ferie. En tur et sted hen, hvor vi kan købe ost – romantisk ikke? Hihi.. Til ostene var der hjemmelavede knækbrød og hybenkompot. Rigtig lækkert.

koldskal

Kærnemælk-Citron-Lakrids lyder af koldskål, hvis du spørger mig. Så det var det, jeg regnede med, vi skulle have som næste ret. Det var ikke helt rigtig, men heller ikke helt forkert. Der var tale om en lakridsis med kærnemælksskum, flager af kager, der mindede om kammerjunkere og citronmelisse på toppen. Så det smagte lidt af koldskål, selvom det ikke var det. Det var en rigtig lækker dessert og også lidt anderledes, som jeg jo synes hører til sådan en menu. Jeg er godt nok ikke stor fan af lakridsis, men det kan de jo ikke gøre for.

chokolade

Sidste servering var Loftets søde oplevelser, som var okay, men ikke den store oplevelse. Der var tale om en snickers, nogle puffede ris med hvid chokolade og til sidst en bounty. Det kunne jeg også selv have lavet uden de store vanskeligheder. Det smagte jo godt, men der var ikke noget wauv over det.

Når jeg nu sidder, og skriver det her blogpost, så synes jeg faktisk selv, at jeg lyder ret kritisk, men måske lyder det værre, end det er. For egentlig var der ikke en finger at sætte på maden, det smagte skønt, og vi havde den hyggeligste aften.

Men priserne taget i betragtning, så havde jeg nok forventet lidt mere. Vi elsker at gå ud og spise, og har spist både billigere og dyrere steder end det her, men jeg synes faktisk, at man for ikke så mange flere penge kan få noget, der er væsentlig bedre andre steder. Når det er sagt, så fik vi lækker mad, og havde en fantastisk aften.

8 retter koster 750 kr. mens den tilhørende vinmenu koster 500 kr. så det er jo ikke billigt, men heller ikke det dyreste sted i verden at spise.

Til sidst er der hvis bare at sige velbekomme 🙂

En hyldest til gravide kvinder

img_7183

Av, hvor er jeg øm i dag. Maven vokser, og det føles ærligt talt som om, min krop ikke rigtig kan følge med. Så jeg bliver nød til at slappe lidt mere af, end jeg egentlig gerne ville. Men sådan er det. Kroppen og baby bestemmer tempoet.

Min dag i dag har fået mig til at tænke på, hvor seje gravide kvinder egentlig er, og det har altså resulteret i det her blogindlæg.

Når man generelt kigger de sociale medier igennem, og støder på positive historier om gravide, så er det enten en hyldest fordi kvinden ikke har taget ret meget på i sin graviditet, eller fordi hun kan træne i fitnesscenteret på samme niveau, som inden hun blev gravid.

Den anden dag så jeg en fin video med en kvinde, som var på vej på sygehuset for at føde, men hun havde da lige overskud til at skyde en dansevideo til de sociale medier inden hun satte sig ind i bilen. Og det var da også sjovt og vildt overskudsagtigt.

Og det er rigtig fine og sjove videoer, for de viser jo netop, hvor mega seje gravide kvinder er.

Men alle gravide kvinder er sku da pisse seje! Og jeg synes lidt, der mangler en hyldest til hende, som tog 30 kg på i graviditeten, og hende som bare har så mega ondt, at hun ikke kan andet end at ligge på sofaen i store dele af graviditeten. For de er altså også mega seje.

Jeg har indtil videre i min graviditet haft det rigtig godt, selvfølgelig er der småting, som følger med en graviditet, og det har jeg da også mærket, og i dag er jeg bare så rigtig øm, hvilket nok også er det, der har sat tankerne igang, og har fået mig til at skrive det her indlæg, som ellers er lidt atypisk for mig.

Men jeg har bare et behov for at hylde alle kvinder i dag. Og især alle gravide kvinder, og kvinder der har været gravide. For uanset hvordan graviditeten forløber, så er det bare en kæmpe omvæltning for kroppen og sindet at være gravid, og alle kvinder der gennemgår det, de er simpelthen for seje! Basta! Og så er det altså underordnet om man har taget 7 kg eller 30 kg på, eller hvad man ellers kan klare fysisk og psykisk i sin graviditet.

Og det var egentlig bare det, jeg gerne ville sige.

Jeg synes generelt, vi skal blive bedre til at rose og opmuntre hinanden, også selvom vi ikke er ens, og selvom vi eksempelvis tackler en graviditet på vidt forskellige måder.

 

   

Rens dig til smukkere hud

matas sponsoreret

Husker du at rense dit ansigt to gange om dagen?

Jeg har ikke altid været god til at rense mit ansigt om morgenen, for der er der jo ikke noget makeup, som skal fjernes. Men det betyder ikke, at der ikke er en masse skidt, snavs og sved, som er rigtig godt at få fjernet fra huden om morgenen.

Derfor er det rigtig vigtigt, at du renser dit ansigt både morgen og aften. Jeg renser ALTID mit ansigt om aftenen, og nu er jeg heldigvis også blevet bedre til at få det gjort om morgenen. Men det må rigtig gerne være nemt. Og netop derfor er jeg vild med min nye Matas Micellar Water, Alt-i-en ansigtsrens, som er svanemærket og uden parabener og phtalater. Den er også uden parfume, og er rigtig god til tør og sart hud.

Den kan fjerne makeup, også øjenmakeup, men jeg er også rigtig glad for at bruge den om morgenen, hvor det er dejligt nemt og hurtigt med en alt-i-en rens.

Jeg er på det seneste (igen) blevet rigtig glad for at bruge skintonic, som jeg ellers synes har været et lidt overset produkt i nogle år. Men jeg synes, det afslutter min renserutine på den bedste måde, når jeg lige afslutter med en skintonic.

Det jeg nok er aller mest vild med ved de to fine lyserøde produkter her er, at de skal bruges helt uden vand. Jeg er typisk ikke så pjattet renseprodukter, der skal skylles af med vand, så de her er helt perfekte for mig.

Produkter, der skal skylles af med vand er lidt mere “besværlige” at bruge, synes jeg. Og så kan vand desuden være med til at udtørre huden lidt, og det gider vi jo ikke have.

Så det var min lille anbefaling til Jer i dag, og så er de endda i den meget prisvenlige ende, hvilket jo altid gør sig gældende for de stribede fra Matas.

A Walk in the Park

stol

I går brugte jeg dagen sammen med min skønne mor. Vi gik en dejlig lang tur og nød vejret i Vognsbølparken, som er en smuk park i Esbjerg. Vi havde medbragt drikkevarer og småkager, så vi kunne sidde og hygge i parken, og så den gravide mave lige kunne få en lille pause.

Hvor er det da bare skønt vejr her i weekenden, jeg elsker det!

Jeg var iført min buksedragt fra Zara, som jeg købte i Firenze sidste år. Mine hvide sneakers fra H&M og mine solbriller fra Carrera. Et dejligt afslappet outfit til en gåtur.

dsc_0609

Prøv lige at se de yndigste svaner med små babysvaner <3 Åhh, de var så søde.

Generelt er jeg bare vild med parker og sådan nogle grønne områder i byen. Det giver lige muligheden for at komme lidt ud og væk fra fortove og gader, også selvom Esbjerg ikke er den største og mest larmende storby. Grønne områder er altså bare lækkert, og en super måde til lige at få slappet lidt af.

Og jeg havde virkelig brug for lige at slappe af og få tankerne ledt hen på noget andet for en stund. Jeg skal op til min afsluttende eksamen på markedsføringsøkonom uddannelsen i morgen, hvor jeg skal forsvare min hovedopgave. Jeg bliver altid voldsomt nervøs op til eksamener, så det var rart at komme ud og få noget frisk luft og slappe af i går.

helfigur

Buksedragten sidder noget anderledes nu, end da jeg købte den 😀 Men maven kan stadig lige klemmes ned i den, så det skal udnyttes så længe det varer. I går var jeg 20+0 altså præcis halvvejs i graviditeten, hvis altså baby kommer til tiden. Jeg synes tiden går vildt stærkt, og maven vokser og vokser. Heldigvis har jeg det godt. Selvfølgelig er der nogle småting, men det skulle da også være mærkeligt, hvis sådan en stor forandring med kroppen ikke påvirker bare lidt. Men alt i alt så har jeg det godt, og nyder at være gravid. Livet er skønt <3

portraet dsc_0592

Favoritter fra AVIVIR

avivir2

sponsoreret

I dag vil jeg dele to favoritter fra AVIVIR med jer. Jeg har testet flere produkter fra mærket, som jeg generelt er rigtig glad for, men der er altså lige to produkter, som jeg vil fremhæve her.

AVIVIR Aloe Vera Cleansing Foam:

En ansigtsrens med 70 % økologisk aloe vera og helt uden parfume.

Det er en rens i form af en skum, der både kan bruges på tør eller fugtig hud. Jeg har selv påført den med en ansigtssvamp, og derefter skyllet efter med vand.

Efterfølgende synes jeg, at jeg har en lækker ren og ikke mindst fugtet hud.

Ofte er jeg ikke så pjattet med renseprodukter, hvor der skal bruges vand, men den her er faktisk lidt en undtagelse.

AVIVIR Aloe Vera Anti-Age Sun Face spf 15: 

Den her solcreme til ansigtet brugte vi flittigt herhjemme sidste sommer, så jeg er rigtig glad for, at jeg har fået en ny én til den her sommer.

Den føles ikke som en typisk solcreme, men derimod som en fugtgivende dagcreme, og det er da bare skønt. Jeg er helt pjattet med den, og faktisk så kan jeg lige afsløre at selv min mand brugte den sidste sommer, den irriterer nemlig ikke hans kontaktlinser, som mange solcremer ellers godt kan gøre.

Cremen er ligesom rensen med 70 % økologisk aloe vera og uden parfume. Og så gør det jo altså ikke noget, at den indeholder Anti-Age ingredienser, når man nu er rundet de 30 år, som jeg vidst nok er, selvom jeg ikke er meget for at indrømme det 🙂

avivir1

   

Dreng eller pige?

baby

Prøv lige at se en lille lækkerhed <3 Det er vores lille baby, som vi endnu engang fik lov til at se ind til til vores 20-ugers scanning i dag.

Det var en dag, vi havde set frem til i meget lang tid. Her bliver baby kigget igennem fra den ene ende til den anden, og bliver tjekket for, om alt er som det skal være.

Vi havde i dag en rigtig god oplevelse til scanningen, og heldigvis kunne den søde scanningsdame fortælle, at alt er, som det skal være med vores lille baby.

Og så var vi så heldige, at hun også kunne se kønnet på vores lille baby. Men faktisk så vidste vi godt kønnet, for vi har “snydt” lidt og betalt for en kønsscanning for nogle uger siden, men havde valgt ikke at offentliggøre kønnet før efter scanningen i dag.

Men nu kan vi så fortælle, at vi skal være de stolte forældre til en lille DRENG.

Vi skal have en søn <3

Faktisk så har vi også efterhånden købt rigtig mange ting til baby, og i går blev barnevognen købt, og i dag kom autostolen så i hus, efter at jeg stod i kø i morges til et mega godt køtilbud.

Meeen altså, der skal jo bruges mange ting til sådan en lille fyr, så der skal (heldigvis) en del mere shopping til. Så den står altså på blåt og grønt, politibiler og traktorer herhjemme i de næste mange år. Det er da fantastisk <3

Det er lidt sjovt, og måske tilfældigt, men allerede helt i starten af min graviditet fik jeg en fornemmelse af, at det er en lille dreng, der er inde i maven. Så herhjemme har det i lang tid været helt naturligt, at det er en søn vi skal have. Og faktisk må vi nok indrømme, at vi ville være blevet overraskede, hvis scanningerne havde vist en pige, for i vores verden så var det bare helt naturligt med en dreng, selvom en lille pige naturligvis havde været lige så velkommen.

Så må vi jo bare vente til november og se, om han bliver en mini udgave af sin far, eller om han også kommer til at ligne sin mor lidt.

Dorothy Perkins graviditetskjole

kjole

Kjole: Dorothy Perkins     Jakke: H&M     Sko: Bianco

I søndags var vi til 30-års fødselsdags frokost hos min gode veninde, så det var jo en god anledning til at købe en ny kjole til maven 🙂

Det var en rigtig hyggelig fødselsdag med lækkert mad og godt selskab. Der var flere af mine gamle kollegaer med, så det var jo vildt hyggeligt at få en sludder med dem. Og så havde jeg simpelthen den mest fantastiske bordherre, lille Liam på 7 måneder. Han er så skøn! Det har min tidligere kollega og hendes kæreste dælme gjort godt 🙂

Kjolen er rigtig rar at have på, og den fik da også flere komplimenter med på vejen, og det er jo altid dejligt. Tror de fleste af os kan lide at få komplimenter, jeg synes i hvert fald, det er skønt. Elsker når andre mennesker har overskud til at sige noget pænt til én, så vokser man altså lige et par centimeter.

Maven er desuden også vokset et par centimeter, så for første gang nogensinde kan jeg helt ærligt sige, at jeg snart ikke har noget tøj i mit klædeskab 🙂 Men så er der jo en undskyldning for at shoppe. Indtil videre har jeg haft størst held med at finde fint tøj, der passer mig på Zalando, så hvis du sidder derude, og er gravid, så vil jeg anbefale at tage et kig dér.

Første gang jeg kiggede, må jeg indrømme, at jeg blev lidt skuffet. Man kan altså ikke få det samme tøj til gravide, som man kan til ikke-gravide, og ventetøj følger ikke mode og trends på samme måde som “almindeligt” tøj. Men da chokket og skuffelsen over det lige havde lagt sig, så fik jeg kigget igen, og har nu købt ventetøj på Zalando to gange.

Jakken er en ældre sag, som er ved at være for lille. Mig som troede, at det kun var på maven, jeg ville tage på, ja jeg måtte tro om igen! Jeg er generelt blevet lidt bredere, og nu er den her jakke altså også ved at være for lille.

Sandalerne er faktisk rigtig gamle, men dem er jeg stadig rigtig glad for.

Til de af jer, der skulle være interesserede, kan jeg her til sidst informere om, at jeg på billedet er 19+1 henne i graviditeten, så på lørdag er jeg allerede halvvejs igennem graviditeten. Det er mega vildt at tænke på!

Empties maj måned

empties3

Så er det blevet tid til endnu et “afsnit” i min føljeton omkring empties, altså produkter jeg har tømt i løbet af den seneste måned, her er det produkter, som jeg har brugt op i løbet af maj måned.

For en god ordens skyld vil jeg lige nævne, at dette indlæg ikke er sponsoreret, men nogle af produkterne er dog nogle, jeg tidligere har modtaget gratis, og tidligere har skrevet om i sponsorerede indlæg.

Men lad os da bare starte fra en ende af.

Kevin.Murphy Session.Spray er en fin lille hårspray i rejsestørrelse, som jeg har været rigtig glad for. Den er vildt god, skaber volume i håret, holder længe og er også nem at børste ud.

De to produkter fra The Body Shop er en Tea Tree Face Wash og en Almond Shower Gel. Ansigtsvasken har jeg haft i ret lang tid, og den er egentlig god mod urenheder, men den tørrer desværre min hud ud, så har brugt den rigtig sjælden. Til gengæld har jeg ikke været lang tid om at bruge min Almond Shower Gel, for den dufter simpelthen alt for skønt af marcipan. Yummy Yummy.

Rexona deodoranten er der ikke så meget spændende ved, det er jo bare sådan et hverdagsprodukt, som man altså for brugt en hel del af.

Læbestiften er en gammel sag fra The Body Shop, som vidst er blevet for gammel. Den er blevet tør, og er begyndt at fnulre, og det er jo altså ikke optimalt. Det har fået mig til at kigge skabe og skuffer igennem for læbestifter og lipgloss, som det så viste sig, at jeg har 136 forskellige af. Øh, det er godt nok mange. Og mange af dem har jeg aldrig brugt, så nu er det på tide, at jeg får dem kigget igennem, og lur mig om der ikke er en del, der er for gamle, og skal smides ud.

Så de næste par måneder kan I nok godt regne med, at der vil komme et par læbeprodukter i mine “empties indlæg” for nu skal de enten ud, hvis ikke de dur mere, eller også så skal de altså bruges. 136 løbeprodukter er altså alt for mange!

Thick & full biotin & collagen shampoo og conditioner fra ogx er jeg totalt pjattet med. Efter en periode med de to produkter kunne jeg virkelig mærke forskel på mit hår, som havde fået mere fylde. Faktisk så var jeg helt overvældet over den store effekt, som det havde på mit hår. Det var vildt. Lige nu har jeg flere forskellige shampoo og conditioners stående i skabet, som skal bruges, men derefter så skal jeg nok have købt et nyt sæt af de her. For de er virkelig gode. Altså sådan for alvor gode. En kæmpe anbefaling fra mig til jer.

empties2

En af mine favoritter blandt denne måneds empties er ansigtsmisten fra Ecooking, som virkelig fugter vildt effektivt. Den er lidt anderledes end andre mists, som jeg har prøvet, da den ikke fordeler sig helt lige så fint på huden, men mere sætter sig som skum på huden. Af den grund har jeg ikke brugt den ovenpå makeup, som jeg ellers ofte gør med face mists, men har kun brugt den om aftenen efter rens. Men den føles virkelig lækker, og jeg kan mærke forskel på min hud om morgenen afhængig af, om jeg har brugt den om aftenen eller ej. Det er helt sikkert et produkt, som jeg kunne finde på at købe igen. Men lige nu har jeg to andre face mists, som jeg lige skal have brugt først.

DM Skincare Collagen Cleanser og Herbal Toner er ganske udmærkede produkter, som bare ikke rigtig skiller sig ud på nogen måde. Det er ikke nogen, jeg vil huske om noget tid, og det er heller ikke nogen, jeg vil gå ud og købe.

MAC Extended Play Lash var jeg ikke særlig glad for i starten, men det blev bedre, da jeg lige vænnede mig til den. Det er en mascara, der giver længde, og normalt bruger jeg mascaraer, der giver volume. Men med lidt øvelse og nogle lag, så kan man faktisk få et rigtig fint resultat med den mascara.

Miqura sheet masken var lækker, og det er altid sjovt at sidde med en Sheet mask på, men jeg synes faktisk ikke rigtig, at jeg kunne mærke en forskel på min hud efter at have brugt masken.

empties1

Det var så en gennemgang af de 12 produkter, som jeg har fået tømt i løbet af maj måned. Som altid er der lækre produkter, mere kedelige hverdagsprodukter, og produkter som jeg ikke har været så glad for. Og sådan vil det nok altid være. Det er jo sådan det er med skønhedsprodukter, nogle passer perfekt til ens hud og hår, mens andre ikke er et godt match.

Jeg håber, I har kunnet lide at læse med, for der kommer helt sikkert et lignende indlæg igen i næste måned. Jeg har allerede tømt mit første produkt i juni, og så var det jo noget med, at jeg lige skal have prøvet en læbestift eller to på et tidspunkt.