Min mors kjole

Gratis Samples

hud

Jeg tror vi alle sammen kender dem, de der små gratis prøver på produkter, som vi nogle gange får i et blad, i en butik eller måske i en goodiebag. Jeg må indrømme, at det sjældent er nogle, som jeg tilskriver stor værdi, for der er jo typisk kun til 1-2 gange i sådan en prøve. elvfølgelig er det fint til lige at teste et produkt af, inden man måske går ud og køber produktet selv, men generelt er det ikke nogen, jeg sådan føler, jeg får så meget ud af.

Men min holdning til netop det har ændret sig i denne måned. Jeg satte mig nemlig for at få ryddet lidt ud i de mange små prøver, som jeg havde liggende. Derfor samlede jeg 31 forskellige prøver i en lille kasse, så var der én til hver dag i maj måned.

Nu er maj så overstået, og jeg må sige, at det har været et ret sjovt projekt. Jeg føler lige pludselig, at jeg har fået en masse ud af mine små prøver, nok fordi jeg har brugt mange på kort tid i stedet for bare at bruge én en gang i mellem.

Jeg kan faktisk se, at jeg har sparet på mine øvrige produkter i maj måned, og så har jeg faktisk også fundet nogle nye favoritter.

Så jeg tror faktisk, at jeg fremover vil samle de små prøver sammen, indtil jeg har en god portion og så bruge dem i løbet af eksempelvis en måned, som jeg har gjort her.

Der har selvfølgelig været produkter, som jeg ikke har været vild med, og der har været produkter, som jeg kunne finde på at gå ud og købe her efterfølgende, og nogle af de oplevelser vil jeg da lige dele med jer.

DET ØVERSTE BILLEDE:

Her ses 4 produkter, som jeg har brugt til ansigtet.

BB Cream fra LÓréal, som jeg faktisk har prøvet før, jeg har nemlig selv købt den på et tidspunkt, og jeg synes den er rigtig god til en let hverdagsmakeup. Den er nem at arbejde med, og blender fint ind i huden, også selvom jeg er så lys, som jeg er. En klar anbefaling her fra.

Scrubbemasken fra JorgObé var faktisk ret lækker, men den var en smule grov til min sarte hud, som blev en smule rød bagefter. Det gik dog hurtigt væk, og min hud føltes lækker bagefter.

24-timers cremen fra Ecooking påførte jeg om aftenen, og sådan en creme er ideel til mig, som ikke så tit bruger creme om morgenen, for den fugter, som navnet antyder, i 24 timer. Den virkede rigtig lækker, men det er svært at komme med en reel bedømmelse efter kun at have brugt den én gang.

Til sidst er der en serum fra Dr. Hauschka, som jeg ligeledes påførte, inden sengetid. Den har en lækker konsistent og trænger hurtigt ind i huden.

haar

På billedet lige herover ses 4 af de produkter, som jeg testede til håret.

Agadir Argan Oil shampoo og conditioner dufter simpelthen fantastisk! Duften minder mig om sol og sommer, ferie og gode tider. Jeg kunne finde på at købe dem alene på grund af duften. Jeg elsker den. Når det så er sagt, så er det ganske udmærkede produkter men ikke sådan, at det er den bedste shampoo og conditioner, jeg har prøvet. Men altså den duft der <3

Både Perfekt Me fra Wella og Extraordinary Oil fra LÓréal er produkter, der skal i håndklædetørt hår og ikke vaskes ud igen. De giver begge to shine og fugt til håret, og gør det lidt nemmere at redde igennem. Man skal dog passe på med ikke at bruge for meget af produktet, da det godt kan tynge håret og få det til at se lidt fedtet ud. Men ellers gangske ok produkter.

krop

På det sidste billede her ses 4 produkter, som jeg har testet til kroppen.

De to produkter fra IROHA er henholdsvis engangs handsker og strømper hvori, der er cremer. Så man sidder altså med handskerne eller strømperne på i cirka 20 minutter, og smider dem derefter ud. Produktet indeni har så i mellemtiden forkølet dine hænder og fødder, så de er blevet lækre bløde. Det er ret smart og anderledes sjovt. Selve metoden gør nok, at det holder lidt mere på fugten fra produktet end hvis man bare smurte sine hænder og fødder ind i creme på helt traditionel vis, men ellers gør de ikke noget specielt anderledes.

Egentlig er det også lidt snyd, at jeg har taget dem med her, for det er jo egentlig ikke en prøve, men et helt produkt, som man jo kun bruger én gang. Men de var lige perfekte til en aften, hvor jeg sad og læste til eksamen.

NO INHIBITION Body Booster er sådan en meget let geléagtig creme til kroppen, og den var jeg bestemt ikke vild med. Den efterlod en fedtet overflade på min hud, som stadig var der morgenen efter, og som først forsvandt efter et bad. Det var uden tvivl det “dårligste” produkt af de 31, som jeg har testet i løbet af maj måned.

Det sidste produkt er en body lotion fra Sanex til sart hud. Den er som så mange andre body lotions, og efter min mening går man aldrig helt galt i byen med Sanex, mens det heller ikke er et super lækkert luksus produkt.

Jeg håber I synes om min lille (okay, lidt lange) blogindlæg i dag, med korte beskrivelser af lidt forskellige produkter.

Hvis I kunne lide det, så er det måske et indlæg, der vender tilbage når jeg igen får samlet små prøver til en måned.

2 kommentarer

  • Sjov ide! og godt indlæg 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MyLifeAsTulle

      Tusind tak Simone.
      Jeg er vildt glad for at høre, at du synes om ideen og indlægget 🙂
      Så kan jeg jo godt lave et lignende projekt på et senere tidspunkt.
      Ha en dejlig pinse.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min mors kjole