En hyldest til gravide kvinder

Loftet Fine Dining

risengrod

På tirsdag kan T og jeg fejre 2-års bryllupsdag. De er vildt, som tiden flyver afsted. Selvom der er sket meget de sidste to år, så føles det ikke som særlig lang tid siden, jeg gik sammen med min far op af kirkegulvet, sagde ja til T, og spiste den lækreste bryllupskage, som min mor havde lavet.

Vi tog i år lidt forskud på bryllupsdagen, og var ude og spise i fredags for at markere dagen. Vi havde simpelthen den hyggeligste aften, og jeg har masser af billeder af maden, mit outfit og min makeup. Faktisk så har jeg så mange billeder, at jeg deler det op i hele tre blogindlæg. Det første her kommer derfor til at handle om maden.

Jeg er på ingen måde madanmelder eller madfotograf. Men jeg ved, hvad jeg kan lide, og synes efterhånden, jeg har en del madoplevelser at sammenligne med. Så derfor får i her mine billeder og mine meninger om maden.

Vi spiste på Loftet Fine Dining i Esbjerg, som er en næsten nyåbnet restaurant i det gamle posthus, som er blevet totalrenoveret, og nu indeholder 3 restauranter og en natklub.

Stedet er blevet så flot, virkelig en imponerende renovering, som jeg er helt vild med.

Nu til menuen. Man kan vælge mellem 6 eller 8 retter med eller uden vinmenu. T fik vinmenu og jeg fik rabarbersaft og solbærsaft. Egentlig havde jeg bestemt mig for, at jeg ville have 6 retter, da de to ekstra retter i 8 retters menuen var henholdsvis lam og ost, som ikke lige er mine stærke sider. Men T fik mig overtalt, og vi endte med de 8 retter.

Hver måned starter menuen med bobler og snacks, og i denne måned er det en kiks af poppede ris med brunet smør og kanel. Det smagte fuldstændig som risengrød, og var ret sjovt. Jeg fik en hyldeblomstsaft i stedet for bobler, og selvom jeg var helt vild med den snack, så synes jeg måske, at det var lidt tamt at tælle den med som en ret.

laks

Jeg beklager, at billederne ikke står helt skarpe, men der var ikke det bedste lys på restauranten 🙂

Den næste ret, som jeg vil kalde den første ret var Laks-Citron-Broccoli, som var vildt lækkert. Virkelig noget af det bedste laks jeg har fået, men stadig en lidt ordinær ret. Ikke at jeg synes, maden behøver være voldsomt specielt, fordi der er tale om Fine Dining, men det er nu alligevel lækkert, når der er et lille tvist af noget anderledes.

kal

Spidskål-Æbler-Honning var det næste på menuen. Æble var i form af de små tapioka perler, der gjorde retten lidt anderledes sammen med de grønne jordbær. Det smagte lækkert, men blev alligevel lidt meget kål til sidst. Jeg var ret vild med honningen sammen med spidskålen, og det er bestemt noget jeg nu kan finde på at efterligne herhjemme.

avokado

Avokadois med lakrids og maltdrys var en ganerenser, som ikke var en del af menuen. Elsker den form for overraskelser, som ligesom også hører til, når den nu står på Fine Dining. Egentlig kunne jeg ikke særlig godt lide den her ganerenser, men jeg var vild med den, fordi den var anderledes, og ikke mindede om noget, jeg tidligere havde prøvet. Det er ting som dette, der gør, at jeg elsker at gå ud og spise.

okse

Første hovedret var Okse-Triologi af gulerødder, som var det lækreste kød. Nøj, det smagte godt. Faktisk er det virkelig sjælden, at jeg er total pjattet med kød, det er som regel tilbehøret, jeg er mest begejstret for. Men i den her ret var kødet virkelig hovedpersonen og så kunne gulerødderne egentlig være lige meget.

lam

Lam-Asparges-Sød kartoffel var et sats for mig. Jeg har aldrig før selv bestilt lam, og de gange jeg har smagt det, har jeg faktisk ikke været vild med det, så jeg forventede ikke, at jeg kunne lide det her heller. Men det kunne jeg faktisk godt. Man kan jo blive overrasket. Tilbehøret var jeg så til gengæld ikke helt pjattet med. Asparges rullet i noget aske og med en puré af sød kartoffel til. Det blev lidt for meget med det aske, selvom ideen var ret sjov.

Efter lammet kom der endnu en ganerenser, som jeg af mystiske årsager ikke fik taget billede af. Denne gang var det en cava granité, som smagte helt fantastisk. Virkelig lækker.

ost

Jeg kan godt lide ost, men langt fra alt ost. Og det er en af de få ting, som jeg ikke nødvendigvis har lyst til at smage på. Jeg mener ellers generelt, at man bør smage på alt mad, men der er dog nogle få undtagelser, som for eksempel den her blåskimmel, som jeg altså lige sprang over. Til gengæld var de andre to helt fantastiske. Alle tre oste var fra Arla Unika, som T tidligere har prøvet en anden rigtig god ost fra. Dog kan man ikke købe Arla Unika oste ret mange steder, så det må blive en af vores små udflugter i vores kommende ferie. En tur et sted hen, hvor vi kan købe ost – romantisk ikke? Hihi.. Til ostene var der hjemmelavede knækbrød og hybenkompot. Rigtig lækkert.

koldskal

Kærnemælk-Citron-Lakrids lyder af koldskål, hvis du spørger mig. Så det var det, jeg regnede med, vi skulle have som næste ret. Det var ikke helt rigtig, men heller ikke helt forkert. Der var tale om en lakridsis med kærnemælksskum, flager af kager, der mindede om kammerjunkere og citronmelisse på toppen. Så det smagte lidt af koldskål, selvom det ikke var det. Det var en rigtig lækker dessert og også lidt anderledes, som jeg jo synes hører til sådan en menu. Jeg er godt nok ikke stor fan af lakridsis, men det kan de jo ikke gøre for.

chokolade

Sidste servering var Loftets søde oplevelser, som var okay, men ikke den store oplevelse. Der var tale om en snickers, nogle puffede ris med hvid chokolade og til sidst en bounty. Det kunne jeg også selv have lavet uden de store vanskeligheder. Det smagte jo godt, men der var ikke noget wauv over det.

Når jeg nu sidder, og skriver det her blogpost, så synes jeg faktisk selv, at jeg lyder ret kritisk, men måske lyder det værre, end det er. For egentlig var der ikke en finger at sætte på maden, det smagte skønt, og vi havde den hyggeligste aften.

Men priserne taget i betragtning, så havde jeg nok forventet lidt mere. Vi elsker at gå ud og spise, og har spist både billigere og dyrere steder end det her, men jeg synes faktisk, at man for ikke så mange flere penge kan få noget, der er væsentlig bedre andre steder. Når det er sagt, så fik vi lækker mad, og havde en fantastisk aften.

8 retter koster 750 kr. mens den tilhørende vinmenu koster 500 kr. så det er jo ikke billigt, men heller ikke det dyreste sted i verden at spise.

Til sidst er der hvis bare at sige velbekomme 🙂

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En hyldest til gravide kvinder